Stationen og jernbanen
Omkring 1860'erne var der ikke mange anlægsarbejder i gang, og specielt ikke ude på landet.
Et af de projekter, som dog var i fuld gang, var anlæggelse af jernbanen fra Langå til Viborg. Det var den engelske entreprenører Peto, Brassey ogBetts, som ud førte arbejdet med etableringen af banestrækningen.
I de oprindelige planer skulle den jyske jernbanelinje gå op gennem Jylland, og ved Tange skulle der anlægges en banestrækning til Randers, som skulle hedde Gudenåbanen.
Sådan skulle det nu ikke gå, og det blev Langå, der blev knudepunkt, og Gudenåbanen kom ikke til "kun " at gå til Tange – nej - den fortsatte helt til Struer, og kom til at hedde den jyske tværbane.
Sporarbejde var hårdt arbejde:
Godt et år efter at Hjejlen blev søsat i Silkeborg, skulle Kong Frederik d . 7. og Grevinde Danner igen til Jylland, denne gang til Langå, for at indvie jern banestrækningen mellem Århus og Randers. Det skete den 3. september 1862.
Samme sommer var man godt i gang med linjen fra Langå til Viborg. Der blev ikke bygget stationsbygninger ved alle stationer mellem Langå og Viborg, faktisk kun Viborg Station og en mere. Møller Mogens Christensen havde bygget en bro over Guden åen ved Bjerring Mølle, og derfor blev den anden stationsbygning anlagt her.
Den 20. juli 1863 blev Langå-Viborg Banen indviet af Hs. Excellence Indenrigsminister Orla Lehmann med følge.
Bjerringbro By var nu en realitet.
Men hvordan så der egentlig ud i Bjerringbro, da man opførte stationsbygningen?
Fra stationsbygningen var der kun udsigt til hede, hede og atter hede. Det var både nord og syd for åen. Mod Tange var der på nordsiden enkelte bakker, og man kunne se Bjerring kirke og noget af byen. Det samme gjaldt op mod Hjermind, hvor man tydeligt kunne se kirketårnet. Mod syd var der kun hede at se og enkelte steder lidt skov.
Bygningerne – Nu Bjerringbro`s ældste bygning
Selve stationsbygningen stod færdigbygget til indvielsen af banestrækningen i juli 1863.
Om man så bygningen fra bane- eller facadesiden, så var der faktisk ingen forskel. Fire vinduer og en dør i stueetagen og 5 vinduer på 1. salen, og alt sad symmetrisk. Men hvad indeholdt så den nye stationsbygning?
I stueetagen - som var for personale og publikum -var der - så snart man trådte ind ad fordøren, en stor entre. Til venstre var der adgang til en betjentstue, hvor stationspersonalet kunne opholde sig. Betjentstuen var dog ikke i brug de første 4 år, idet kun stationsforvalteren var ansat på stationen.
Fra entreen var der 2 døre - lige frem - ind til en stor ventesal til 3. klasses passager. Herfra var der adgang til endnu en ventesal - som vendte ud mod skinnerne. Ventesalen her var til passagerer til 1. og 2. klasse.
Fra den store ventesal var der en billetluge ind til det rum, som blev kaldt Billetcenter. Det var her stationsforvalteren havde kontor, og herfra der blevsolgt billetter til de rejsende. Fra Billetcentret var der ad gang til en lille gang, hvorfra der gik en trappe op til stationsforvalterens lejlighed.
Fra ventesalen var der også adgang til perronen gennem en stor dør.
Ud over adgang fra billetcentret i stueetagen, fore gik adgangen til lejligheden på 1. sal, hvor familien Beyer boede, fra vest gavlen i bygningen. For enden af trappen var der en repos, hvorfra man gik ind i en gang. Herfra var der adgang til køkkenet og til dagligstuen. Derudover var der en storspisestue ud mod skinnerne – et børneværelse og et pigekammer. Der var 3 kakkelovne og et komfur, som samtidig gav varme i køkkenet.
Hovedbygningen blev bygget om mange gange, men den helt store ombygning skete i 1909, hvor en stor udvidelse fandt sted, Midt i 1920`erne byggede man et helt nyt signalhus på bygningen ud mod perronen. Der var nu så meget trafik ved banen, efter at slagteriet (1912) og Bjerringbro Savværk (1914) var blevet bygget, at der blev anlagt spor til de 2 arbejdspladser.
Efter endnu en om - og tilbygning i 1918 fik stationsbygningen, der også husede Postvæsenet – i store træk sit nuværende udseende.
Kilde: Bjerringbro 1863 – 2013 – Niels Jørgen Ottesen
Se dette link fra Kulturugen 2019, hvor Niels Jørgen fortæller om historien og hans oplevelser